Dag 1.

Rygsækken er for længst pakket og jeg har ligget vågen et par timer.

Ja, vel er der lidt “muller i maven” og jeg tænker på, at jeg aldrig har været på sådan en rejse før – altså aldrig helt alene – for sammen med konen min, har jeg efterhånden været mange steder på kloden.

Jeg afbryder vækkeuret og berøver det dermed fornøjelsen at ødelægge min smukke kones søvn i de næste par uger.

Mon flyet afgår planmæssigt – eller er der igen problemer med SAS?

På SAS’ hjemmeside er der en fortrinlig orientering om forsinkelser på udenrigstrafikken, men når det gælder indenrigsfly kan man ringe efter kl. 8,00.

Genialt når flyet nu engang skal afgå kl. 7,35 og tekst-tv er heller ikke opdateret.

Det må vort nordiske luftfartsselskab kunne gøre bedre!

Men det viser sig, at al frygt bliver gjort til skamme og både maskinen til København og dén til Moskva afgår rettidigt.

Ingen problemer!

Ikke engang i den russiske told og paskontrol.

Alle de mystiske formularer, der skulle udfyldes bliver behørigt (om end en anelse modvilligt) stemplet af en embedsmand i fin uniform.

Det er slet ikke ukompliceret at komme til Rusland som turist.

Som det fremgår af en officiel formular, med alt for lidt plads til at skrive på, skal man oplyse hvem man er inviteret af (?)

Det må være et levn fra de gamle Sovjet dage og anses åbenbart stadig for at være meget vigtigt – uden dog at nogen rigtig véd hvorfor.

Der er sgu ingen, der har inviteret mig, så jeg angiver rejsebureauet med hotellets adresse.

Jeg kunne sikkert have skrevet Tsaren af Rusland uden at nogen havde bemærket det, men lige nu er det vist en god idé at overholde reglementet.

Og på hotellet får jeg da også stemplet mit visum som ankommet og “gæst i 14 dage” selvom det er løgn, for jeg har kun en enkelt overnatning.

Hotel Cosmos er OK uden at være pralende – med en snert af “Las Vegas” iblandet lidt “Magasins Cafeteria”.

                                                                      

På Intourists kontor i lobbyen sidder 2 korpulente kvinder, der udstråler en charme som ville få enhver gorilla til at blive forelsket.

Og alligevel får jeg hér helt uden besvær udleveret mine togbilletter til Den Transsibiriske Jernbane, mens den omfangsrige Babusca (russisk ord for bedstemor) tålmodigt forklarer mig, hvad de underlige russiske tegn på billetten betyder.

Selv værelset ser rent nok ud til at jeg kan spare på min medbragte silkelagenpose, og efter at have smidt bagagen, begiver jeg mig på “studietur” i hotellets omegn.

 

Foran hotellet er der, guderne må vide hvorfor, rejst et enormt monument af den tidligere franske præsident Charles de Gaulle og lidt længere væk skimtes et vel ca. 30 meter højt “kunstværk” i rustfrit stål, der øverst er forsynet med en raket eller et missil. – Den eneste signalværdi jeg kan registrere er, at det er et aldeles usmageligt fallossymbol.

Jeg har på forhånd læst ganske artige ting om lommetyve og korrupte politifolk, så efter bedste evne skridter jeg målrettet og anonymt gennem menneskemyldret på gaden.

Mit mål er en paladsagtig bygning i nærheden, men om det har været salig Lenins sommerresidens eller McDonald’s nye hovedkontor må forblive indhyllet i tåger.

For på en skala fra 1 til 10 er mit kendskab til russisk skriftsprog i nærheden af minus 4.

Jeg benytter også lejligheden til at indkøbe kiks, chokolade og sodavand til den forestående lange togtur og jeg køber rigeligt ind til at sikre både mit velbefindende og min vægt.

Dag 2.

Der er sket ganske meget siden kommunismen faldt.

Fra at være ét af verdens billigste lande at besøge som turist, må det nærmest være modsat nu.

800 rubler for en taxa fra hotellet til Den Røde Plads, svarende til næsten 300 kroner for 15-20 minutters kørsel!

Hele området omkring pladsen og pladsen var dog totalt afspærret, at et kæmpe opbud af militær og politi og taxachaufføren måtte derfor sætte mig af langt fra bestemmelsesstedet.

Til gengæld kunne jeg så slippe med kun at betale 850 rubler, mente han.

Men han fik kun sine 800, den slyngel.

Det var dagen hvor russerne fejrede sine helte fra 2. Verdenskrig og i gaderne og på de store boulevarder befandt sig enorme menneskemængder.

Sikkert mindst 100.000 trofaste Moskvaborgere var på stikkerne.

Korteger af gamle oberster og generaler overhængt med medaljer og fulgt af fanfarer skabte et ganske surrealistisk billede af en by, der i dagligdagen næppe er mere spændende end de fleste storbyer.

Men russernes selvforståelse fejler bestemt heller ikke noget.

Af den officielle turistguide fremgår: “In oral tradition og people who have never been in Moscow, this country is a huge forest with pessants and bears and permanent snow. Meybe someone pictures Moscow as a capital of communism. Less people know that we won the Second World War. Dreams and reality usually differ.”

Nå, men Den Røde Plads forblev afspærret og uset, og både Kreml og Lenins runkne korpus undgik for altid mit skeptiske blik.

Jeg har fået lov til at beholde hotelværelset til kl. 15,00 så hvem gider, at lade sig groft udnytte af taxaverdenens plattenslagere, når jeg nu alligevel havde lagt mærke til ruten på udturen.

Så apostlenes heste blev sadlet og efter en time i rask tempo var kendemærkerne ikke blevet specielt tydeligere.

For helvede … (undskyld udtrykket) – hvor er Moskva stor når man er til fods, og efter at have spurgt 3-4 velmenende borgere om vej – og selvfølgelig kvitteret med et høfligt spaziba – endte jeg i Metroen.

Af én eller anden grund ville alle sammen have proppet mig ned i undergrundsbanen (så véd man vel hvor man har de forbandede udlændinge) og da jeg endelig stod af toget, var jeg på den helt forkerte station.

Det er en om’er hørte jeg min indre stemme sige og endnu en venlig Babusca gav mig nye direktioner.

Ved næste station var det ikke blevet et hak bedre og da jeg tredje gang blev tilrådet at tage Metroen slog jeg korsets tegn og fandt en taxa.

Dén Metro er i øvrigt heller ikke nær så pæn som de praler af, tænkte mine ømme fødder.

Selvom Rusland har ændret sig – de har i hvert fald lært begrebet kapitalisme – så stikker kommunisttidens kontrol – og overvågningssamfund stadig sin stygge næse frem.

Det vrimler med politi på gaderne og ifølge de trykte rejseguides skal man ikke se krabaterne i øjnene, for deres begejstring for bestikkelse kender angiveligt ingen grænser.

Og selv på hotellerne skal man passere metaldetektorer og vagtposter med livløse øjne.

Jeg havde bestilt transfer fra hotellet til jernbanestationen kl. 21,15 og da klokken nærmede sig 21,00 havde jeg for længst overbevist mig selv om, at jeg var blevet glemt – måske ligefrem fortrængt.

Minutterne sneglede sig af sted – og så – præcis kl. 21,15 stod en midaldrende herre i lobbyen med mit navn prentet på et papskilt.

Mit lettelsens suk gav genlyd over det meste af Moskva og da vi endelig nåede jernbanestationen steg min meget fåmælte chauffør ud af bilen og fremstammede på russer-engelsk “wait 3 minuts”.

Han tændte en cigaret og de 3 minutter blev til 10, men jeg har læst at tålmodighed er en tvingende nødvendighed i dette land.

I Rusland er man stadig mange om at dele opgaverne og selvfølgelig indfandt der sig en russer til hvem jeg blev udleveret.

Det skulle vise sig at være et godt bytte, for denne hr. Russer talte et endog forståeligt engelsk, mens han gelejdede mig gennem togstationens menneskehob.

Lonely Planets guide advarer specielt mod togstationens rædsler og der var i mit sind heller ikke tvivl om at mindst 70% af alle tilstedeværende var lommetyve, 20% voldsforbrydere og resten formentlig mordere.

Og alle de uniformerede var i en udefinerbar blandet og langt værre kategori.

Min hr. Russer var en meget grundig og meget høflig mand og selvom han efterlod mig i tre kvarter i en lidt mere beskyttet ventesal, endte han med at følge mig helt hen til min togvogn.

Og da det gik op for mig at jeg var nået helskindet gennem skærsilden, gav jeg ham hånden til farvel og rigeligt med drikkepenge.

Min togkupé på 1.klasse var pæn, men ikke ret stor.

Til gengæld skulle jeg kun dele den med mig selv, men hvem véd hvor længe den glæde varer?

Dag 3.

What a night!

Det blev ikke til ret meget søvn, for toget hoppede og dansede over skinnerne, som ville det havarere hvert øjeblik.

Kl. 03,30 besluttede jeg mig for at vente med at sove til dagen efter og lidt efter må jeg være faldet i søvn.

Hurra for min lagenpose, for selvom jeg rejser på 1.klasse er standarden ikke utålelig høj.

Og så god morgen omkring ved 8-tiden.

Hver togvogn inklusive samovaren passes af et par øvrighedspersoner med uniformer – i dette tilfælde af 2 kvinder, hvoraf den ældste (Babuscaen) ser ud til at have kommandoen.

Babuscaen meddeler, at det ene toilet i vognen er kaput og jeg konstaterer, at det andet bestemt heller ikke er 4-stjernet.

Med sin udførelse i stål, – den meget begrænsede rengøring og det forhold, at alt hvad man nu engang afleverer ryger direkte ned på banelegemet, kan det i stedet for de manglende stjerner måske snige sig op på en enkelt formørket måne.

Det tager sin tid at få kupéen genskabt i ordentlig stand efter tøjskift og nattens pudevridning, men så indleder jeg jagten på spisevognen.

Den rare babusca baner vejen gennem et par foranliggende sovevogne og så er den dér – pæn og nydelig med plasticblomster på bordene og så – en smilende servitrice, hvis vældige og meget eksponerede barm skriger efter den absolutte frihed, mens hun nærmer sig.

Godt jeg sidder ned, tænker jeg. Tænk at blive puffet til af dette menneskelige luftpudefartøj.

Der er valgfri menu som den – trods alt – rare madonna i hast har skrevet ned på en lap papir.

Pølser med tilbehør, – kogt kylling med tilbehør og en tredje ret som jeg med en snert af væmmelse har fortrængt.

Det blev til 2 kogte kyllingepølser á la Faktas de billigste (meget sandsynligt kogt flere gange tidligere) – serveret med klistret ris, salatmix spoleret med en stor klat mayonnaise og sidst, men ikke mindst ketchup, der for længst er blevet forbudt i den 3.die verden på grund af et ekstremt indhold af farvestof.

Jamen det er jo netop derfor man kalder russerne røde!

Og hvem siger, at jeg er taget på denne tur med forventning om kulinariske oplevelser.

Vender man det om, var morgenmaden måske endda en oplevelse af de sjældne.

I morgen vil jeg prøve kyllingen….!

Landskabet passerer forbi mig eller også er det omvendt.

I hvert fald står udsigten endnu ikke mål med stjernehimlen fra den forgangne nat, så jeg beslutter mig for at kaste mig over en sudoku rebus – eller hvad det nu hedder.

Toget har passeret Kirov og landskabet er stadig lidt gråt og trist, men da skyerne dækker for solen, bliver det jo heller ikke pænere.

De små landsbyer dukker op over alt og fattigdommen på landet er til at få øje på.

Næsten alle husene er bygget af træ, men af og til dukker der murede bygninger op – måske tidligere kollektiver – og alle signalerer de, at tiderne har været bedre end lige nu.

Selv landskabet virker forsømt med små private lossepladser og vandhuller, der skvulper med algesuppe.

Men dét hér er nok det ægte Rusland i modsætning til Moskva, hvor reklamer nu præger bybilledet og de nyrige kører i Mercedes med tonede ruder.

Rusland må og skal ses i et historisk perspektiv, hvor alting bærer en del af arven fra dengang Lenin affyrede sin kanon i Skt. Petersborg.

Nu – mere end 15 år efter kommunismens fald – skærer stadig trekvart århundredes undertrykkelse og manglende samfundsudvikling i øjnene.

Alt menneskeskabt udenfor Moskva synes umiddelbart at være faldefærdigt og havde kommunismen bragt lykke for andre end de til enhver tid siddende magthavere, ville man utvivlsomt kunnet spore det i den menige russer øjne.

Men hvor let er det også at få såkaldt frihed uden at det følges op af økonomisk velfærd og hvor let er det at få ligeværdig kontakt med de turister, der helt åbenbart distancerer én økonomisk – og som officielt tidligere var udråbt som dekadente imperialistiske fjender?

Selvom jeg som turist er dybt taknemmelig over ikke at være født og opvokset i denne del af verden, så er rejsen foreløbig slet ikke nogen negativ oplevelse.

For med turen følger både anderledes oplevelser og udfordringer, og så får man måske reflekteret over en masse detaljer på en ganske anden måde, end man er vant til.

Togvognene forceres fra tid til anden af en togstewardesse med underdanige øjne, og med hende har jeg netop gennemført en forhandling.

Denne forhandling resulterede i, at jeg investerede et meget lille beløb i en tilsvarende meget lille pizza af ubestemmelig herkomst.

Hjemme i Danmark ville det formentlig blive sidestillet med mordforsøg, hvis en sådan dejklump med tomatsauce og tilbehør blev serveret for sultne rejsende.

Den så oven i købet langt bedre ud end den smagte og det meste røg i skraldeposen.

Dag 4.

Godmorgen til en dag hvor solen endelig skinner – og så har jeg oven i købet sovet rigtig godt.

Tæt ved min kupé er der et toiletrum, som babusca flere gange har fortalt mig er i uorden.

Kaput – siger hun, og engang imellem glemmer hun alligevel at aflåse det.

Men hun lyver, gør hun, for det fejler ikke andet, end at der er begrænset vand i hanen over vasken.

Det er der også i det andet toiletrum!

Problemet ligger nærmere i, at det er lettere for babusca’en kun at rengøre (ok – det det var vist et meget stort ord) ét toilet frem for to.

Så dette toilet bruges næsten ikke, og er derfor lige knap så uhumsk som dét nede i den anden ende af togvognen.

Hér til morgen havde hun glemt at aflåse det – ha ha – og gæt lige hvem der straks smutte ind for at ordne sit morgentoilette.

Man føler sig lidt som en jægersoldat bortset fra at der ikke er fysiske strabadser.

Det jeg mener, er at man kan leve meget primitivt – eller rettere – det bliver man sgu nødt til på Den Transsibiriske Jernbane.

Det er utroligt hvor meget hygiejne man kan vride ud af en tandbørste, et par medbragte vådservietter og en deodorant. – For vand i vaskbare mængder kan man glemme alt om!

Inden min afrejse havde jeg købt et lille kompakt spise-/drikkesæt i armygrøn plastic, og det skulle vise sig at være helt uundværligt.

Også hér til morgen hvor jeg sprang spisevognens tilbud om kogt kylling med klisterris over og i stedet hentede vand fra samovaren i min lille termokande, og lavede mig en kop Nescafé.

Og så stod hun der pludselig igen ….

Den meget officielle – men venlige dame som jeg vist ikke tidligere har omtalt.

Hun stod der med sin store bog hvor man dagligt skal indskrive sig med navn, herkomst og underskrift.

Hun prøver hele tiden at forklare mig ét eller andet på russisk, men jeg smiler bare til hende – siger “da, da” og skriver under.

Og så tøffer hun af, beroliget med at jeg heller ikke er sprunget af toget i dag.

Toget har – så vidt jeg kan bedømme – nu passeret Uralbjergene, uden at jeg har set skyggen af dem.

Og det irriterer mig lidt, for der er vel noget symbolsk i at bjergkæden danner grænse mellem Europa og Asien.

Cirka halvvejs mellem Moskva og Irkutsk i Østsibirien er det ligesom om, at landskabet bliver smukkere, men måske har det også betydning, at solen nu skinner.

Aldrig i mit liv har jeg set så mange birketræer.

Birketræet gror bedst i våde områder, og landskabet er da også fyldt med vandhuller og åløb.

Der er frodigt, men øde i denne del af Sibirien og bortset fra de byer vi passerer med mellemrum, ser jeg kun sjældent de små træhytter, som var typisk forekommende nærmere ved Moskva.

Det forekommer mig, at fattigdommen ikke er helt så udtalt her ude “in the middle of nowhere”, men der er ikke ret meget mere infrastruktur, end den naturen selv har skabt.

Babusca har lige været forbi for at sælge mig et sæt postkort for det nette sum af 200 rubler.

Hun er åbenbart en entreprenant dame – og en kvinde med hennafarvet hår, som enhver punker må misunde hende – nænner man jo ikke – eller måske tør man ikke – sige nej til.

Da jeg lidt senere mødte hende igen ude på gangen, stod hun sammen med en stor teenage pige i lyserødt nattøj.

Pigen var ikke just klippet ud af et modemagasin, men babusca erklærede stolt “My kinder” hvilket vist nok betød noget i retning af, at jeg var havnet midt i et familieforetagende.

Der er tilsyneladende næsten intet opdyrket af denne enorme ødemark, selvom vækstbetingelserne burde være til stede.

Når man tænker på, at russerne i hvert fald tidligere har købt store mængder amerikansk og canadisk hvede, må man undres.

Jeg har heller ikke set et eneste dyr i denne i øvrigt enestående natur – ikke så meget som en vild kanin.

Russerne har garanteret ædt alt levende i mangel på hvede.

Det ærgrer mig lidt, at ingen vinduer i dette gudsforladte tog kan åbnes.

For det første kunne det være rart med lidt frisk luft og for det andet kunne jeg have taget nogle gode billeder.

Togperronerne på de forskellige stationer vrimler typisk med sælgere – mest kvinder, der vil sælge alverdens småting, lige fra bamser til hjemmelavede mad – og drikkevarer.

Og – hvilket sikkert også er et levn fra sovjettiden – der er desuden mange uniformerede og typisk bevæbnede politifolk, der nidkært vogter over togstationen. – Gad vide om de har mange togkapringer hér i Rusland?

Men bortset fra det, er der absolut ingen gennemskuelige regler.

Passagerer kravler rask væk ind under de holdende tog, for at komme fra perron til perron, og der vandrer en masse jernbanepersonel rundt – øjensynligt uden at ane hvorfor de er der.

Dag 5.

Faldt først i søvn langt ud på natten fordi de smalle og ret hårde sæder i kupéen ikke er specielt komfortable som senge. – Og hovedpuderne lugter ualmindelig grimt.

Men solen skinner igen i dag fra en næsten skyfri himmel og mens jeg drikker min Nescafé, glæder jeg mig til at få et bad på hotellet i morgen i Irkutsk.

Jeg har læst, at folk der som jeg tager alene af sted på en tur som denne, nærmest betragter det som en indre rejse.

I så fald er jeg ikke kommet særlig langt i mit mentale indre, for jeg har ikke reflekteret så meget over livets genvordigheder.

Lidt i “hop og spring” måske, men generelt synes jeg at livet er dejligt, og jeg har derfor bare slappet af og nydt det, så det grænser til selvglæde. – Med visse undtagelser, som det vist også fremgår!

Og jo længere toget maser sig frem hér i det sydlige Sibirien, desto smukkere bliver naturen med de utallige birketræer, de grønne stepper og floderne, der passeres.

Selv de små fattige landsbyer, de store forsømte industrielle betonklodser man ser fra tid til anden og togvogne gennemtæret af rust på stationerne, bliver pludselig til en positiv del af synsindtrykkene.

Der synes ikke at være mange udenlandske turister med toget.

Jeg har i hvert fald ikke hørt andre sprog end russisk og russernes kundskaber i fremmede sprog er nærmest ikke eksisterende.

Dag 6.

Det har været en lang nat at komme igennem og det er minimalt, hvad jeg har fået sovet.

Toget har larmet ulideligt og hoppet på skinnerne så jeg midt på natten var ved at blive idiot.

Jeg mener “lidt mere end jeg normalt er”!

Man skal ikke rejse med Den Transsibiriske Jernbane og forvente komfort – heller ikke på den såkaldte første klasse.

Russerne synes stadig ikke at have fornemmelse for at sætte mennesket i centrum, frem for systemet.

Derfor er det formentlig også naturligt for dem, at lade noget gammelt udrangeret togmateriel – som vi i den vestlige verden kasserede for 50 år siden – betjene de rejsende, – hvis blot en babusca er klædt i den reglementerede uniform og løberen i gangen bliver vendt og støvsuget én gang om dagen.

Men det lykkedes sidst på natten at få søvn i nogle små bidder og kl. 08,00 kastede jeg definitivt mine gamle knirkende ben ud af sengen – hvis man med lidt god vilje kan kalde et opredt kupésæde for en seng.

Og endelig – lidt over kl 9 ruller toget ind på stationen i Irkutsk.

Jeg bliver hentet af min transfer, der kører mig til det nærliggende hotel, hvor jeg bliver indlogeret på værelse 911, og jeg håber, at der ikke ligger for megen symbolik i det værelsesnummer.

Efter det brusebad min klistrede krop har skreget efter, føler jeg mig som tsaren – om end noget mere levende.

Desværre har jeg nok disponeret min tid forkert, for jeg kommer akkurat et par minutter for sent til at kunne få morgenmad i restauranten.

Så det bliver i stedet til en slags lunch bestående af en stor tallerken med forskelligt kødpålæg med brød – efter menukortet skulle det angiveligt være “den ægte jægers drøm”.

Og hvor jeg i toget fik serveret en hovedret portioneret som vel ca. en halv børneportion, så er hér i hvert fald mad nok.

Efter min lidt specielle morgenmad smider jeg mig på værelset et par timer, for at få genopladet batterierne.

Det er blevet eftermiddag og tid til at se mig lidt omkring i byen.

Irkutsk er i forhold til den del af Rusland jeg ellers har set, som at komme til et helt andet land.

Efter den russiske revolution i 1918 blev aristokraterne deporteret til Irkutsk, der i øvrigt er blevet kaldt Ruslands Paris.

Og den betegnelse er ikke helt ved siden af, hvorimod historien tilsyneladende glider lidt for let hen over deportation af disse aristokrater.

Formålet har nok nærmere været at få dem langt væk fra magtens centre i Europa, for de mange palæer og andre smukke bygningsværker er rent faktisk opført sidst i 18-hundredetallet – altså en del år før revolutionen.

Og selvfølgelig til brug for overklassens grever og baroner – eller hvilke titler de nu havde dengang.

Byen har faktisk været Sibiriens handelscentrum siden 17-hundredetallet.

Når man vandrer rundt i bymidten fornemmer man en velstand, der svarer til den gennemsnitlige europæiske og lokalbefolkningen synes overvejende at have europæiske træk.

Man føler sig ikke overvåget af hverken ludere, lommetyve, politi eller militærpersoner og på et indkøbsstrøg vover jeg mig ind i en åben fastfood biks og bestiller øl + en delikat udseende slags burger.

Føj for en ustegt frikadellemasse – Efter første mundfuld røg den i papirkurven, men øllen var til gengæld god.

 

Jeg fortsætter min vandring i byen mens jeg beundrer de smukke bygningsværker.

Der findes også en masse gamle træhuse med udskårne ornamenteringer, men af ubegribelige årsager har ingen vist nogensinde interesseret sig for at vedligeholde netop disse huse.

De står dermed og symboliserer den storhed, som også den daværende middelklasse kunne mønstre, men nu afskallede, angrebne af råd og i et ulideligt forfald – i en skarp kontrast til hvad Irkutsk ellers kan diske op med.

Mit hotel ligger direkte ned til floden, hvor der langs denne er et parklignende område og en promenade.

Hér står de unge kærestepar og kysser mens børnefamilier og bedsteforældre går tur med klapvogne.

- Jo, det er den rene idyl.

Jeg har observeret, at de fleste biler – men dog ikke alle – er højrestyrede, hvilket for det første ikke er tilfældet i Moskva og for det andet ikke passer med, at man har højrekørsel.

Dét må jeg have spurgt min guide om på turen i morgen!

Dag 7.

Det har været en dejlig og indholdsrig dag, hvor jeg for første gang på turen faktisk har talt længere tid med et andet menneske, nemlig min turguide til Baikal Søen.

Søen ligger ca. 60 km fra Irkutsk.

Som aftalt hentede guiden mig kl. 11,00 på hotellet, og hele den turistgruppe han skulle underholde undervejs, bestod af mig alene.

Spørgsmålet om hvorfor de fleste biler er højrestyrede besvarede han med, at langt de fleste biler importeres fra Japan, hvor man får dem ca. 1.000 US$ billigere, når de er højrestyrede.

Tja, det er jo klart …. Eller er det?

Vejret var lettere overskyet, men i øvrigt godt og vi ankom omkring ved middagstid til Baikal Søen.

Baikal Søen er utrolig smukt beliggende i kuperet terræn omkring den breder og langt ude i horisonten kunne jeg se en bjergkæde med sneklædte toppe.

Søen, der er ganske stor og nogle steder 1,6 km dyb, indeholder ca. 22% af hele verdens ferskvands ressourcer, og vandet er så klart, at man kan se 40 meter ned i dybet.

Desuden er det så rent, at det kan drikkes direkte og der er et unikt dyre- og planteliv, som ikke findes andre steder på kloden.

Blandt andet findes en række specielle fiskearter og en sæl, hvilket dyr vist normalt ikke lever i ferskvandssøer.

Meget smukt var hele sceneriet i hvert fald.

Vi besøgte et lille marked ved søbredden, hvor nogle lokale kvinder ihærdigt forsøgte at prakke mig alt muligt souvenir på – bl.a. en lille gudestatue som angiveligt kunne opfylde ens ønsker, hvis man først dyppede sin finger i vodka. Også hvis der var tale om komplicerede ønsker som f.eks. godt vejr.

Den lille alkoholiske gudefyr skulle koste 1300 rubler.

Imidlertid blev jeg grebet af skepsis overfor, hvor meget guden kunne klare i en dunst af vodka, og 1300 rubler er nok lidt vel rigeligt for en smule godt vejr.

Så i stedet købte jeg et par små bægre i onyx – uden magiske egenskaber men meget billigere.

Min guide og jeg gik en tur langs bredden og endte hos en fritidsfisker og hytteudlejer, som min unge følgesvend kendte.

Manden var på min egen alder og en rigtig gemytlig fyr, der stolt og på russisk fingersprog fortalte, at han ventede sit første barnebarn.

Og hvis ikke det kan skabe et fællesskab, hvad kan så ….?

Hans fiskefartøj bestod af en ca. 1 ½ meter lang gummibåd, der mest af alt lignede noget der var indkøbt i BR Legetøj – og denne livsfarlige tingest satte han i søen, når han skulle ud og sætte fiskegarn.

Som en god gæst besluttede jeg mig for at investere i en af hans nyfangede og nyrøgede Ömul fisk, der kun findes i Baikal Søen.

(I skrivende stund har jeg netop guffet det indtørrede kræ i mig, og den smagte ualmindelig godt.)

Efter et høfligt farvel til den glade ejer af gummibåd og hjemmerøgeri forlod guiden og jeg Baikal Søen og vores næste stop var en lille ortodoks kirke hvor Skt. Nicolaus måske ikke ligefrem residerede, men dog blev tilbedt sammen med en række andre helgener og afdøde.

Kirken var overvåget af en gammel fattig kone, til hvem det var god tone at donere et mindre beløb efter besøget.

Det var – i sin absolutte enkelhed – en smuk kirke, – uden bænke eller stole (den slags mageligheder bruger ortodokserne nemlig ikke) – men der var gamle ikoner på væggene, et alter i den bageste del af rummet og en masse flakkende og stemningsfulde stearinlys.

Herefter kørte vi til et lokalt frilandsmuseum med gamle træhuse, kirke, borgmestergård og hele herligheden.

Min russiske guide havde en imponerende viden om de historiske forhold og det var – egentlig mod min forventning – ganske interessant at få beskrevet livsvilkårene i den gamle Sibirien.

En enkelt historie der særligt vakte min interesse – og som uden ændringer eller forbehold må kunne overføres til vor civiliserede nutid – var, hvad han fortalte om en mere end 100 år gammel sauna.

Det forholdt sig nemlig således, at når ungmøerne var giftemodne varmede man saunaen op og klædte pigerne af til det bare skind.

Ungersvendene kunne så gennem et lille kighul i saunaen besigtige udvalget ganske uforpligtende, og på denne meget konkrete baggrund planlægge sine dispositioner.

Tja, måske er det ligefrem derfra talemåden “de gode gamle dage” stammer …?

Dagen er ved at være gået og jeg vil nu gå ned i hotellets restaurant og indtage et ydmygt måltid.

Mit tog til Kina afgår kl. 09,18 i morgen tidlig og jeg skal have reorganiseret mig rygsæk, der heldigvis er blevet lettet for noget af den dåsemad, jeg havde med hjemmefra.

Dag 8.

Forholdsvis tidligt op – morgenmad på hotellet og så afhentet af min transfer.

Trods morgentrafikken heldigvis i rigtig god tid på banegården, for jeg hader tanken om at komme for sent.

Russiske tog ankommer og afgår altid utrolig præcist og jeg har læst et sted, at togførernes aflønning delvis afhænger af denne præcision.

Det kunne man sikkert lære noget af hjemme hos DSB.

Min togkupé ligner til forveksling den jeg forlod for et par dage siden og – ja minsandten – jeg skal heller ikke dele kupéen med nogen denne gang. Nå, man skal jo ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt.

Lad os nu se om det holder hele vejen til Harbin i Kina.

Landskabet er blevet bjergrigt og indtil videre kører vi langs den meget smukke Baikal Sø.

Vi har også passeret næsten drømmeagtige skovområder med rislende små floder og det eneste billedet manglede for at blive fuldkomment, var den lokale store brune bjørn på fisketur med sine store lapper.

Den findes faktisk på disse kanter og jeg så et udstoppet eksemplar af krabaten i går.

Der er, som også tidligere, stop på nogle små stationer under vejs og på den sidste station flokkedes sælgere om at tilbyde røgede Omul fisk fra søen.

Mine næsebor har registreret at folk i nabokupéen er faldet for fristelsen.

Frokosttid, og spisevognens prøvelser kommer man ikke uden om, når ens egen proviant er begrænset.

Og som det står skrevet: Mennesker lever ikke af nudler alene!

Spisekortet var begrænset, men muligvis med et par behagelige overraskelser, hvor jeg valgte en røget laks med tilbehør.

Efter 15-20 minutter blev min “røgede laks” serveret forklædt som en ubestemmelig fiskefilet, der aldrig havde været i nærheden af en rygeovn – som bestemt heller ikke havde det ringeste fællesskab med en laks, men som formentlig KGB havde haft ansvaret for at torturere, for til sidst at henrette den i rigelige mængder friture.

Jeg skal undlade at beskrive de medfølgende pomfritter.

Servitricen spurgte sødt på russisk, om det smagte godt, eller måske udtrykte hun i virkeligheden et fromt ønske om at kapitalistdyret ville få et fiskeben i luftrøret (?)

Under alle omstændigheder konkluderede jeg, at dét der bliver dernede tager man nok heller ikke skade af.

Naturen udenfor skifter nu mellem at være utrolig smuk med floddeltaer og uberørte skovbevoksninger så langt øjet rækker og så en gang imellem til at være trøstesløst tilsvinet med affald.

Russerne er lige så praktisk anlagte som i udviklingslandene, hvor man smider alt sit affald i grøftekanter, skovbevoksninger og lignende.

Og man kan jo således ikke engang sige, at miljøpolitik er “en by i Rusland” …..

Men denne del af togturen er dog suverænt noget af det smukkeste jeg har set undervejs og da toget har passeret de sydgående spor, der udgør Den Transmongolske Rute via Mongoliet – ja så bliver mange snydt for denne naturoplevelse.

Toget har passeret flere kirkegårde med gravstederne pyntede som var det fastelavnsris.

Og omkring hvert gravsted synes det at være skik og brug, at udsmykke med et lyseblåt hegn af metal – så véd man da, hvor man har de døde.

Vi holder i øjeblikket ved en ganske lille station og for en gang skyld er der ingen sælgere på perronen.

Kun en lille kiosk, der til gengæld har kronede dage.

Der er blevet flere kinesere blandt togpassagererne og flere af dem ikke bare opfører sig besynderligt men ser også noget aparte ud.

Et par kineserkoner render rundt i farvestrålende silkeagtig pyjamas, og plasticsandaler med bare tæer er fast kineser-udstyr.

Min togvogn administreres af en lille brysk midaldrende babusca og en mandlig udgave af samme.

Babusca’en har nu afført sig sin autoritære uniform og spankulerer rundt i en blå badekåbe.

Hun ligner dog stadig én, der spreder frygt og terror og jeg gør mig usynlig i min private kupé.

I morgen forventer jeg, at vi skal passere den russisk-kinesiske grænse og den procedure er berygtet for langsommelighed og måske oven i købet besværligheder.

Dag 9.

Toget har opført sig pænt og roligt i nat og den funklende stjernehimmel jeg faldt i søvn til har forvandlet sig til en dejlig solrig dag.

Men landskabet har fuldstændig skiftet karakter – fra at være grønt og frodigt er det nu goldt og afsvedet så langt øjet rækker.

Langs banelegemet står træer og buske nøgne uden et eneste blad.

Og alligevel ser jorden ikke udtørret ud – enkelte steder ligger der oven i købet vandpytter – men det er som en gigantisk varmebølge har svedet det hele af. – Meget, meget mærkeligt …!

Jeg har stadig svært ved at vænne mig til hygiejnen på toiletterne og ikke mindst mine medpassageres brug af disse såkaldte sanitære forhold.

Mange mennesker er simpelthen nogle svin og jeg glæder mig over, at jeg trods alt er lidt forberedt hjemmefra med vådservietter, hånddesinficerende middel osv.

De indtryk jeg i dag har fået af denne meget østlige del af Sibirien passer pludselig helt og aldeles med de indre billeder jeg har slæbt med hjemmefra.

En absolut udørk hvor selv en grib ville føle sig ensom i naturen og hvor landsbyerne består af forsømte træhuse og affaldet flyder omkring de beboede områder.

Et landområde hvor man, for at overleve mentalt, vel ikke har noget alternativ til at drukne sig i vodkaflasken.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at en forvisning af folk hertil næsten har været en hårdere straf end et simpelt nakkeskud.

Men hjemmefra havde jeg ingen forestilling om, at Sibirien kunne være så forskelligt fra sted til sted.

Og så har jeg endda kun passeret det sydlige Sibirien.

Efter kortet at dømme findes der mod nord kun spredte byer med enorme indbyrdes afstande, men landet strækker sig da også fra Alaska mod øst til Europa mod vest, og så i øvrigt helt op til det nordlige ishav.

Herefter begynder min dag at blive helt surrealistisk.

Toget ankommer først til den russiske grænseby, hvor grænsepolitiet først kommer masende og beordrer mig til at sætte mig ned, hvorefter de vil se mit pas.

De 2 betjente gransker det nøje og med meget skeptiske ansigtsudtryk spørger de mig hvad jeg hedder.

Om de er tilfredse med svaret eller ej henstår i det uvisse, men mit pas bliver inddraget, hvorefter betjentene forlader mig.

To minutter senere indfinder der sig 2 nye betjente, der nu beordrer mig ud af kupéen.

Jeg vælger at være musestille, og gøre mig så usynlig som det nu er muligt, mit rumfang taget i betragtning.

De begynder så at skille hele herligheden ad, – først op med sæderne så ned med loftet i bogstaveligste forstand og de kravler op og ned af det faste inventar som edderkopper.

Da jeg åbenbart ikke har forsøgt at smugle mennesker ud af Rusland, forsvinder de igen.

Endnu et par minutter senere ankommer der igen en myndighedsperson, der vil sikre sig, at jeg heller ikke smugler for meget valuta ud af landet.

Efter alle disse procedurer bliver alle passagerer smidt ud af toget, hvorefter toget bliver kørt til en nærliggende remise.

Hér skal der monteres nyt understel, der passer til det kinesiske sporsystem.

Efter 6 timers ventetid i en ussel ventesal og på perronen får jeg tilbageleveret mit pas, af en paskontrollør der viser sin udelte modvilje og skepsis.

Endelig triller toget af sted mod den kinesiske grænse.

Netop fra dette øjeblik bliver togvogns-passerne overstrømmende venlige – ja selv tog-babuscaen, som før kunne skræmme livet af James Bond.

Mens vi ruller langsomt mod den kinesiske grænseby betragter jeg gennem vinduet omgivelserne.

Det er helt tydeligt, at vi nu er i Kina og ligeså tydeligt er det, at kineserne ser ud til at have betydeligt bedre styr på tilværelsen end russerne.

Husene er bygget af mursten og absolut alt ser mere velorganiseret ud.

Da vil triller ind på den kinesiske grænsestation venter der et syn, som får mig til at tabe både næse og mund.

Mindst 50 – 100 kinesiske soldater står posteret i mange små geledder på perronen, – en perron, der i øvrigt er flere hundrede meter lang og flankeret af statelige bygninger.

Det ligner ikke Den Transsibiriske Jernbanes ankomst – det ligner helt uden forbehold et statsbesøg!

De menige soldater står som ubevægelige voksfigurer og små kolonner af højere rangerende militærpersonel skridter perronen af.

Toget bliver nu invaderet af nogle meget venlige og smilende pas- og toldkontrollører, og med en ligeså venlig hilsen, bliver mit pas igen inddraget.

Den nu så rare babusca kommer hen til min kupé og får med fagter gennet mig ud på perronen, med besked om, at jeg bare skal gå ned i den anden ende og ind i bygningen.

Jeg forsøger at skimte den anden ende “i horisonten”, og begiver mig målbevidst – måske lidt usikker – af sted.

Da jeg efterhånden har passeret 3 – 4 togvogne bliver jeg opmærksom på, at der faktisk ikke er andre end mig, der har forladt toget.

Hvad helvede har jeg nu rodet mig ud i, tænker jeg, og jo tættere jeg kommer til målet, desto mere betænkelig bliver jeg.

Da jeg endelig entrer bygningen, er det første jeg får øje på toldkontrollen, og selvom min samvittighed er ren som nyfalden sne, begynder et udskudt toiletbesøg at true.

Jeg får manøvret mig ind på et hertil indrettet, og herefter – mere rede til at møde min skæbne – opsøger jeg de uniformerede, vel vidende, at jeg nok er særligt udvalgt til henrettelse.

Jeg kommer i kontakt med en ung militærperson med en meget stor uniformskasket.

Han fortæller mig venligt og på forståeligt engelsk, at babuscaen blot havde givet mig mulighed for at gå ind i ventesalen, fordi vi angiveligt skulle blive holdende et par timer.

Min nyvundne ven spørger også høfligt til min familie og fortæller at han endnu er ungkarl og at han lige har taget en bachelorgrad.

Og så er det lige man tænker, om ikke de russiske officials burde sendes på et servicekursus i Kina.

Nå, men jeg opdager så, at ventesalen ikke kun er for de uniformerede, for pludselig myldrer alle togpassagererne ind og går målrettet over i et separat lokale, hvor man gør indkøb af kinesiske dagligvarer med et tempo og temperament, der er Wall Street Børsen værdig.

Og jeg får da også gjort nogle indkøb – blandt andet en lille flaske whisky, der er en meget vellignende kopi af Johnny Walker black label. – Jeg mente, at efter dagens sindsoprivende oplevelser, kunne jeg trænge til en dram.

Og dér fik jeg – oven i købet noget mere end planlagt!

Da klokken havde passeret midnat, havde jeg i alt tilbragt ca 12 timer med at vente på, at alle tekniske og formelle forhold blev ordnet ved de to tilstødende grænsebyer, og det begyndte at knibe med tålmodigheden.

Jeg gik derfor hen til de to russiske togvognspassere og spurgte med et lille anstrengt smil, om man mon manglede diesel.

“Njet, njet” var svaret og jeg blev gjort forståelig, at det var de “åndsvage kinesere” der havde sinket afgangen.

I min bevidsthed var det med langsommelighed ellers en russisk specialitet.

Men – fortsatte den nu meget gemytlige togvognspasser – kom hér ind i vores kupé!

Ikke at jeg forstod hans talestrøm, men fagterne var ikke til at tage fejl af.

“Moment” svarede jeg og hentede fluks resten af min whisky og noget indkøbt frugt.

“Njet” – gentog han og rynkede på næsen af min kinesiske whisky – og han lod mig forstå, at “russian vodkaaa …” er meget bedre.

Jeg tilbød så frugten til den kvindelige del af togvognspasser-teamet men “njet – njet” så var mango frugter bestemt ikke hendes livret!

På trods af, at jeg havde forsøgt at prakke dem så elendige råvarer på, kom vi i god snak – hvis man da kan kalde alle disse underlige lyde og fagter, vi hver især optrådte med, for “snak”.

Det viste sig, at hende jeg tidligere havde mistænkt for at være sikkerhedsofficer i KGB, var den rare mands kone gennem 23 år og de arbejdede sammen som togvognspassere på de russiske jernbaner.

Hvor kan man dog tage fejl …. – eller var der mon alligevel lidt om det med KGB?

Vi fik udvekslet oplysninger om at vi alle sammen var bedsteforældre og jeg fik vistnok lært, at jeg er “iruska” hvilket betyder bedstefar.

Og det er bestemt heller ikke det værste man kan være i Rusland!

Pludselig stod én af deres kolleger fra nabovognen i døren med en ægte flaske russisk vodka, af slagsen som man vistnok bør smække med tungen af.

“Maj friiind” sagde min togvognspasser og jeg tror, at han mente vodkaflasken frem for den midaldrende og ret fimsede kollega, der stod i døren.

Den nytilkomne havde tydeligvis nydt én flaske af varerne i forvejen, så af mere end én grund ville han næppe have bemærket, om så Claudia Schiffer sad på skødet af ham.

Men der kom nu også norsk laks på bordet, og der blev hældt op og der blev skålet – og seancen gentog sig flere gange, hvorefter den fimsede togvognspasser begyndte at blive kammeratlig.

Næ, ikke macho-kammeratlig med et klap på skulderen, men nærmere en befamlende hånd ned af min ryg.

Mine nakkehår rejste sig og gudskelov havde han kunnet mærke kulden, for et øjeblik efter fik han tunge øjne og fimsede af, ind til sig selv.

Heldigvis glemte han flasken og da vi kort efter kun var 2 kammarat-iruskaer tilbage (babuscaen var faldet i søvn), fortsatte vi ritualerne med at tømme glassene i ét hug og vi blev enige om at vi var “friinds” og da klokken havde slæbt os ud på de små nattetimer, gav vi hinanden hånden – sådan rigtig russer-macho – “No problem, maj friiind”!

Dag 10.

Den følgende morgen traf jeg endnu én af rejsens store beslutninger.

Jeg besluttede nemlig, at jeg igen ville udfordre spisevognen, der nu var blevet kinesisk både i stil og bemanding.

Men først måtte jeg sikre mine ejendele og jeg gik derfor hen til min nyerhvervede ven togvogns-passeren, for at bede ham om at aflåse min kupé.

Stakkels mand! – Efter nattens tur med vodka-ekspressen lå han i en dødlignende tilstand og jeg måtte vække ham.

Men som vi siger, – os der bibringer verden international forståelse på et højere plan, “No problem – maj friiind”!

Den kinesiske spisevogn adskilte sig nu ikke meget fra den russiske, bortset fra det kinesiske menukort og udsmykningen med frygtindgydende drager.

Tju-bang hvor jeg efterhånden havde fået det lært og jeg fik i en fart bestilt en god gang aftensmad til morgenmad.

Kylling med svampesauce til 25 Yang og en skål ris til 1 Yang – alt i alt ca 20 gode danske kroner.

Endda en rigtig stor portion og når kinesere chopper en kylling, så gennemfører de opgaven, som var kræet en fjende, – og helt uden smålige hensyn til hvad der er for og bag.

Om mindre end 2 timer er jeg i Harbin – den nord-kinesiske by som bliver min endestation med Den Transsibiriske Jernbane.

Det er lige før, at jeg kommer til at savne mit tog …..

- Skrev jeg virkelig det?

Banegårdspladsen i Harbin er som forventet et mylder af mennesker, men jeg véd, at der kun er få minutters gang til mit hotel, så jeg spørger en betjent om retningen og hanker op i bagagen.

Idet jeg bevæger mig ud i trafikken registrerer jeg, at uanset hvor mange politifolk, der er synlige i gadebilledet og uanset hvilken farve lyskurvene har, så findes der vist ingen trafikale regler.

Der hersker totalt anarki blandt bilisterne – de hyler og tuder i deres signalhorn, kører på tværs af kørselsretningen og det synes at være en firhjulet sportsgren, at forsøge at få ram på flest mulige fodgængere.

Man skal have et øje på hver finger og helst et par i nakken, men jeg får kæmpet mig hen til – og installeret på mit hotel.

Lidt senere bevæger jeg mig igen ud i bil-junglen og finder en slags restaurant hvor jeg indtager noget, der angiveligt skulle stamme fra en and. Den står nu “på pinde” for mig, eller også er det omvendt, for trods flere forsøg lykkedes det mig ikke at forklare hvad en gaffel er.

Min receptionist på hotellet har med et meget smukt og endnu mere mystisk tegnsprog udfyldt en lille seddel til mig, som jeg så kan vise taxa-folket. – Så kan jeg vist nok både finde ud og hjem.

Efter at have været indespærret i en togkupé meget længe, er planen nemlig, at jeg nu vil se shoppinggaderne, og jeg kaster mig derfor ind i den første og bedste hyrevogn.

Man skal aldrig køre med taxa uden at spørge om prisen først – det kan blive dyrt på samme måde, som hvis man engagerer en dansk håndværker, uden at kende prisen på forhånd. Ruin – ruin …..!

Min taxa-chauffør spiller da også ud med 20 Yang, men da han ser mit bestyrtede ansigtsudtryk, ryger prisen prompte ned på 15.

Så OK – det svarer til 12-13 kroner, og man har vel lov til at spille lidt fandango.

Jeg browser i indkøbsgader, shopping centre og på markedspladser – op og ned ad rulletrapper – men får alligevel ikke rigtig investeret i andet end en gigantisk softice til 2 Yang.

Da dagen er gået, har jeg været endnu en tur rundt i omegnen af hotellet og fået købt brød, pølse, øl og chokolade til at fylde mig med, mens jeg skriver disse dagens erindringer.

Men forinden nåede jeg at sidde i lobbyen og svømme hen over melodier, der kom flagrende ud af fingrene på en ung pianist, for hun legede så smukt med det store blanke flygel.

Og det var så dén dag!

Dag 11.

Hotellets morgenbuffet var mindst lige så omfangsrig som man finder på hoteller alle andre steder i verden – men ganske meget anderledes.

Og nogle retter mere gennemskuelige end andre!

Det lykkedes mig at få sammenstykket en tallerken med nogenlunde uskyldigt udseende ingredienser og i mellemtiden havde 4 kinesere hugget mit bord. Bad luck – men man skal ikke lade sig gå på af småting.

Jeg har allerede hjemmefra besluttet, at jeg vil besøge den berømte – for nogle måske berygtede “Siberian

Tiger Park”, der ligger ca. 15 km nord for Harbin.

For at få arrangeret taxa transport henvender jeg mig i hotellets reception, men allerede i går lærte jeg, at det ikke er den nemmeste sag i verden.

Hotelpersonalets engelsk er utrolig dårligt og de skal presses hårdt for at få etableret et forståelsesniveau, der kan skabe resultater.

Det er meget vigtigt for en kineser ikke at tabe ansigt – så hellere lede kunderne på vildspor.

Men efter en halv time lykkedes det alligevel og der blev oven i købet indgået aftale med en taxamand om, at han også skulle køre mig tilbage på hotellet.

Den sibiriske tiger er ved at uddø og hele idéen med Siberian Tiger Park var oprindelig, at etablere en slags sanctuary, indtil de enkelte individer var klar til at blive sat ud i naturen.

Nu fungerer parken nærmest som en slags zoologisk have, hvor der også er enkelte løver og andre kattedyr.

Hvis man er til den slags – og det er jeg vist – så er det en temmelig syret oplevelse, at blive kørt rundt i en gammel bus mellem de store tigre.

Og det ér nogle faretruende store missekatte!

Jeg sad i bussen lige ved den skrøbelige foldedør, som jeg havde mistanke om, ville blæse op ved det mindste vindstød.

Et enkelt lille dask med en tigerpote og så var vi endt som de levende kyllinger, som parkens personale fodrede rovdyrene med.

Eftermiddagen gik med en gåtur ned gennem byen, trods hotellets advarsler om hvor langt der var til fods.

Men de små kinesere har jo heller ikke så lange ben!

Undervejs hilste jeg på et par unge fyre fra Schweiz, som jeg havde sludret lidt med, da vi ventede ved den russiske grænsestation. Ved den lejlighed fortalte de mig, hvordan de havde planlagt deres tur efter Kina til Vietnam og Cambodja, og det er jo netop når man er ung, man skal give sig ud på den slags rejser.

Da jeg nærmede mig floden gik det op for mig, at det ikke er det mest mondæne kvarter jeg har indlogeret mig i, om end mit hotel er ganske pænt.

En meget lang og smukt udsmykket gågade førte den sidste strækning ned til floden og hér blev jeg tiltalt af en ældre mand.

Selvom han ikke havde en pløk i munden var han på en måde en stilfuld herre, og han spurgte høfligt hvor jeg kom fra.

Jeg studsede over hvor godt han talte engelsk.

“I am 66 – how old are you”?

Og så udvekslede vi høfligheder og han fortalte, at han I sine unge dage havde studeret engelsk.

Lidt senere mødte jeg ham igen nede ved floden, og hans ansigt lyste op i et stort smil.

Igen lidt senere mødte jeg ham for 3. gang i gågaden.

“This is destiny” sagde han og vendte øjnene mod skyerne. “You and I meet for the third time”!

Dagen er blevet til aften og nu pakker jeg igen for min videre rejse mod Beijing.

Dag 12.

Op før fanden fik sko på og til lufthavnen, hvor alt forløb planmæssigt med Air China til Beijing.

Beijing er en imponerende metropol, der både i arkitektur, antallet af skyskrabere og infrastruktur overgår de fleste af de storbyer, jeg hidtil har besøgt – og det er efterhånden ikke så få.

Mit hotel Jianguo Garden er det mest internationale – og desuden det pæneste hotel på min rute.

Bytrafikken synes, som alt andet, velorganiseret – det eneste jeg endnu ikke har bemærket, er de 9 millioner cykler som Katie Melua synger om.

Selv vejret er perfekt.

Solen skinner lystigt og temperaturen er mindst 10 grader højere, end jeg har været vant til.

På en måde er dét at komme til Beijing som at komme tilbage til civilisationen.

Kinas befolkning er på ca. 1,3 mia. mennesker hvilket er mere end 1/5 del af hele jordens befolkning.

Hvis man, som jeg, aldrig tidligere har været i Kina, går man måske rundt med et billede af en totalitær kommuniststat, hvor de fleste tramper rundt i rismarkerne i bare fødder, og de lidt bedre bemidlede i byerne alle går klædt i brunt Mao kostume.

Bevares, jeg har kun set en mikroskopisk del af Kina på denne tur, men den befolkning jeg har bemærket, ser ikke ud til at være underkuet af statsmagten, og kapitalismen synes at trives i bedste velgående.

Det ligner, som så mange andre lande, et samfund hvor der selvfølgelig er stor fattigdom, men også en betydelig velfærd, som ikke kun få udvalgte nyder godt af – jeg fristes til at sige, som det er tilfældet i Rusland.

Kina forekommer at være ekstremt velfungerende og ordentligt, og byboernes adfærd og levevis er tydeligvis stærkt vestligt orienteret.

Endelig virker befolkningen imødekommende og åben og man føler sig meget, meget velkommen.

Selvfølgelig skal min umiddelbare vurdering tages med et gran salt, for det kan godt være, at de skarpe kontraster til Rusland i øjeblikket står meget stærkt i min bevidsthed.

Dagen er gået med at spise på en restaurant, hvor maden både var billig og velsmagende og da den kolde øl jeg havde lyst til, ikke var på kortet, fik jeg i stedet en kold mælke-te med underlige små bær i bunden.

Ganske dejligt.

Herefter ned i én af de helt store indkøbsgader, hvor udvalg og priser taget i betragtning, vil få de fleste kvinders kreditkort til at nedsmelte.

Men som mand skal man især passe på i dette forretningskvarter, for sælgerne er stærkt påtrængende på en uskyldig og rar måde, så man ender med at få købt en masse, man absolut ikke har brug for.

Nå, men tilbage til hotellet med hænderne fulde af indkøbsposer og en 1 ½ liter Sprite, der tabes ud på gulvtæppet på mit hotelværelse. Ned på knæ for at tørre det fedtede stads op, så godt jeg kan.

- Havde det for f….. bare været whisky, så kunne jeg have brugt et sugerør.

Og så tilbage til gaderne for at finde en restaurant, hvilket ikke er nær så svært som i Harbin.

En stor portion kylling i orangesauce med tilhørende ris og en kæmpe fadbamse!

Indtaget med spisepinde, hvilket er næsten lige så svært som at spise dansk bøf med tæerne – ikke fordi jeg dog har prøvet det.

Men en særdeles velsmagende middag med drikkevarer til i alt 30 Yang – svarende til ca. 25 danske kroner.

Og så en simpel automat-espresso i hotellets foyer til 92 Yang.

- Hvor var det nu lige at kæden sprang af?

Dag 13.

Dagens agenda var sight seeing og det blev til en tur i Den Forbudte By og Den Himmelske Freds Plads.

At beskrive Den Forbudte By som “stor” vil være en underdrivelse, der svarer til at beskrive Det Kinesiske Hav som en vandpyt.

Nå ja, overdrivelse fremmer forståelsen – men alligevel ….!

Den Forbudte By var hjemsted for kejserne af Ming – og Qing dynastierne og den består af 800 bygninger med vældige pladser imellem samt parkanlæg og alt hvad en beskeden kejser af Kina ellers kunne ønske sig.

Over indgangen “Den Himmelske Freds Port” hænger et overdimensioneret portræt af formand Mao og på den modsatte side ligger verdens største åbne plads – Den Himmelske Freds Plads.

En næsten ubevægelig vagtsoldat viste sig at være levende, da han skarpt irettesatte mig for at fotografere pladsen.

Jeg viste mig fra min bedste side med synlig anger og stiltiende forståelse, selvom hundredvis af andre kameraer konstant knipsede i alle retninger.

Nå, men det blev til 3 – måske 4 timers vandring i Den Forbudte By og så kunne mine små sarte fødder selv finde vejen ud.

Det begyndte at regne, men jeg måtte lige over på den anden side af den trafikerede boulevard, for at plante sålerne på den legendariske Himmelske Freds Plads.

Dér hvor et spirende studenteroprør i 1989 blev nedkæmpet af myndighederne, – hårdt og blodigt, og billeder af processen gik verden rundt.

Siden revolutionen i 1949, hvor Mao fik afskaffet kejserdømmet og udråbt Folkerepublikken har kommunistpartiet været uangribeligt og stadig er alle medier og pressen censureret.

Det er indtil videre ikke lykkedes mig at opdrive et engelsksproget magasin.

På Internettet er der efter sigende en effektiv firewall, der virker på den måde, at kineserne ikke har adgang til nettets velsignelser udenfor Kina.

Politisk står Kina nok med det problem, at man på den ene side gerne vil være en del af verdenssamfundet og herunder tiltrække udenlandske investeringer – og på den anden side ønsker den politiske ledelse at holde befolkningen i et fortsat fast greb.

Den gamle gennemprøvede metode i kommunistiske samfund er efter bedste evne at holde befolkningen i uvidenhed om verden udenfor.

Nøjagtig det samme så man i det tidligere Sovjetunionen, Østeuropa og Albanien.

Men retfærdigvis skal det nok tilføjes, at markedsøkonomi, demokrati og humanisme ikke der de lettest håndterlige politiske instrumenter, når verdens største nation skal føres ind i det 21. århundrede med en aktuelt eksplosionsagtig vækst i økonomi og velfærd.

Dagen er nu endt med en lang gåtur, afsluttende på én af de små kineserrestauranter, hvor maden er god og kniv og gaffel er ukendte begreber.

Men nød lærer sulten mand at spise med pinde og efterhånden er det slet ikke så svært.

Dag 14.

Det er tydeligt at se, at mit hotel er en slags bastion for adoptivforældre fra den vestlige verden.

Ved morgenbuffeten vrimler det med nybagte adoptivforældre, alle slæbende rundt på små kineser-babyer.

Nå, men disse gener sætter jeg på “hold” indtil jeg skal gense mine børnebørn, og i dag har jeg besluttet mig for at betræde Den Kinesiske Mur – for pokker, den er mindre end 100 km herfra, og som man siger “grab the chance”!

Så efter at have sikret mig, at min transfer til lufthavnen i morgen er på plads, hyrer jeg en kinesisk drosche til at køre mig til The Great Wall, som de skriver på turist-kasketterne.

Turen derud med taxa tur/retur var ikke helt billig og kunne være gjort med bus til en brøkdel.

Men hvad fa’en – så havde det jo taget hele dagen.

Og turen derud var ganske begivenhedsløs.

Der var 32 graders varme og chaufføren kunne kun sige kinesiske lyde, som han dog ihærdigt forsøgte at lære mig. – Men hvad skal jeg dog bruge den slags udtryk til – de er formentlig heller ikke særligt pæne, hvis man forstår meningen.

Det er Den Kinesiske Mur til gengæld – eller den er i det mindste kolossal.

Denne del af muren er beliggende i et meget bjergrigt område og for at komme op på krabaten, skal man enten have en pokkers god kondition (bjergvejene) eller man skal have gode nerver (svævebanen).

Jeg vælger dén med de gode nerver og anråber for en sikkerheds skyld både Buddha, Allah og Vorherre på vej derop.

Muren er nøjagtig, som man ser den på billeder, og hvorfor skulle den ikke også være det?

Den snor sig op og ned af bjergene så langt øjet rækker og jeg tager 1 ½ times vandretur frem og tilbage – op og ned af trin, der alle er i forskellig størrelse.

Muren er 7200 km lang ( – jeg valgte derfor ikke at vandre hele turen) og opførelsen blev påbegyndt et par hundrede år før vores tidsregning.

Der må have gået rigtig mange kinesere til at bygge sådan en tingest.

Sidst på eftermiddagen videre i taxa til antik- og kunstkvarteret Liuliehang i Beijing, der i bøgerne er beskrevet som et kvarter, hvor man kan gøre gode køb.

Det var nu ikke lige min stil, selvom enkelte kineserier hist og pist godt kan give et eksklusivt look, i den rigtige sammenhæng. Men nej – Det hér var for meget en blandet landhandel.

Den sidste lokale nadver skal selvfølgelig også i dag indtages på regulært kinesisk.

Men pludselig er det dér med spisepinde meget sværere end i går – dels fordi jeg har bestilt suppe og desuden fordi noget af kålen i suppen er på størrelse med små kålhoveder.

Hvordan spiser man mon suppe med pinde og hvordan parterer man indholdet med disse simple redskaber?

På forunderlig vis lykkedes det alligevel og det smagte skønt.

Tro mig – kinesermad i Europa og kinesermad i Kina er to vidt forskellige ting.

Dag 15.

Tja, det var så det!

Ikke en ferie, men en rejse – og det er absolut ikke det samme.

Det var en rejse komprimeret med oplevelser, med den eneste mangel, at jeg ikke havde andre at dele dem med, end denne – min dagbog.

Ville jeg mon gøre denne tur igen?

Aldrig i livet, med den tilføjelse, at Rusland nok aldrig får mit besøg mere.

Til gengæld har turen været det hele værd og gået over al forventning.

Jeg har gjort turen med Den Transsibiriske Jernbane og jeg har nydt det!

Og hvis det ikke giver mening – så pyt med det.

Vejrudsigten lovede regn for Beijing hele dagen og i skrivende stund siler det ned i lårtykke stænger.

For første gang på turen er det gennemført møgvejr, og i dag hvor jeg skal hjem, er det komplet ligegyldigt.

Jeg blev hentet på hotellet – oven i købet både af chauffør og guide.

Sidstnævnte var en pige midt i tyverne, – sød, rar og velmenende – og hun snakkede som et vandfald.

Da vi nåede lufthavnen mente hun, at vi nu kendte hinanden så godt, at jeg blev udnævnt til at være hendes onkel og jeg skulle endelig hilse tante derhjemme!

Efter netop at have boardet flyet, ser jeg frem til turen med en vis skepsis – i særdeleshed fordi der er så mange nybagte adoptivforældre med, at det nærmer sig en folkevandring af kinesiske babyer.

Og så pludselig landede jeg i Kastrup …

Min kurs er nu rettet mod Tirstrup, men alle mine tanker er rettet mod dem derhjemme.